Motivationsboost

24 maj


Arg vægten står pt meget stille, den rykker med +/- 500 g. Det er selvfølgelig bedre at den står stille end det stiger – I know. Specielt i betragtning af, at der er sket temmelig mange (gode) ting i mit liv indenfor de sidste par måneder. Meen nu vil jeg altså gerne af med de sidste dumme og fuldstændig urokkelige kg.

Jeg havde derfor brug for at få et motivationsboost. Derfor målte jeg mig igår. Jeg havde tabt 1 cm omkring både lår, talje, hofte og bryst (Hallo! Jeg skal jo ikke tabe mig mere omkring brystet!) Nå men det var ikke helt tilfredsstillende nok for mig, så jeg ville lige se hvor meget omkring taljen jeg egentlig havde tabt mig, siden jeg startede mit vægttabsforløb – ja ja jeg kan da godt regne ud, at det er 13 cm, men jeg havde brug for at få det visualiseret (som på billedet). Det var virkelig en øjenåbner for mig! Jeg målte mig flere gange, for det kunne da slet ikke passe, at jeg havde været så stor! Men lige meget hvor mange gange og hvordan jeg satte målebåndet, var den god nok. Det har helt sikkert givet mig modet tilbage. Jeg vil ikke begynde at tælle kalorier igen, men forsøge at bruge min sunde fornuft – for jeg ved jo godt,  hvad der er godt at spise (puha det bliver møg svært!) 

Det første jeg starter med er, at stoppe med at snacke mellem hovedmåltiderne. Selvom det er sundt mad jeg oftest spiser som mellemmåltider bliver det alligevel til mange kalorier. Derudover har jeg svært ved at stoppe med at spise, når jeg først er gået i gang, så mine mellemmåltider bliver tit til store måltider. Så skal jeg bare lige tage mig sammen og starte – sæt i gang Mette 😄 

Kylling i karry – på den sunde måde

26 apr

Jeg elsker kylling i karry! Specielt min mors kylling i karry, men den er absolut ikke sund. Denne udgave af kylling i karry smager godt og den er sund – det er win win i min verden 😊 
Ingredienser (4 personer):

  • Lidt olie
  • 2-3 tsk karry
  • 1 løg 
  • 600 g kyllingefilet skåret i strimler
  • Gulerødder – jeg brugte 3-4 stk skåret i strimler
  • Rød peber skåret i strimler
  • Sukkerærter
  • 1 dåse kokosmælk 
  • Hønseboullion 
  • Salt/peber
  • Lidt maizena
  • Evt lidt vand

Start med at klargøre grønsagerne. Varm en wok eller stor pande op. Kom olien i woken og brænd karryen af. Tilsæt kyllingen og løget. Når kyllingen har fået farve tilsættes gulerødderne og lad det stege i et par minutter. Kokosmælken tilsættes og evt lidt ekstra vand. Kom hønsebouillonen i og lad det koge i et par minutter. Bland maizenaen med lidt koldt vand og kom det i retten. Tilsidst tilsættes peberfrugten og sukkerærter. Smag til med salt/peber. 

Jeg fik fuldkornsris til, men perlebyg kan også bruges. Der kan også tilsættes broccoli og spises uden ris, hvis man vil sparer på kalorierne 😊

Velbekomme! 

    Pårørende til en stressramt 

    13 mar

    Billede af min familie: mor, far, bror og svigerinde ❤️

    Jeg har skrevet om det før og gentager det igen; min familie har været en kæmpe støtte for mig igennem min tid med stress! At det har været hårdt for dem, er jeg ikke i tvivl om. Men hvordan det egentlig har været for dem, har vi ikke snakket så meget om. Jeg synes dog, det er vigtigt at lade dem fortælle deres historie. 

    Derfor har min mor skrevet et indlæg om hvordan det har været for dem. Det har været hårdt at læse – det gør ondt at læse, hvor hårdt de har haft det, men det har også virket helende på os. Jeg græd, da jeg læste. Min mor græd, da hun skrev det og min far græd, da han læste det. Vi græd, fordi følelserne fra en frustrerende tid dukkede op igen, hvor alt til tider virkede håbløst. Men tårerne er også en glæde og lettelse over, at vi er kommet på den anden side og vi er nu blevet stærkere og tættere som familie. 

    At være pårørende – Af Dorte Pedersen


    At have en voksen selvstændig, glad, udadvendt og smuk datter på 27 år, der i den grad nyder livet, har et godt og solidt socialt netværk af mange venner og veninder, er uddannet pædagog, har arbejde. Er noget vi bare har taget som en selvfølge. 

    Men pludselig blev vores verden skudt i sænk, det vi tog som en selvfølge, eksisterede ikke længere.

    Vores smukke, livlige og udadvendte datter, gik ned med stress og depression.

    I starten tænkte jeg, hun skal bare hjem og slappe af et par dage, så er hun oven på igen. Hun blev sygemeldt fra sit job, så ville hun jo nok hurtig komme i gang igen. Men sådan gik det ikke.

    Mette blev dårligere og dårligere psykisk, vi tog med hende til lægen, som ikke var til megen hjælp, dog blev Mette medicineret, så hun fik lidt ro og fik sovet. Men bivirkningerne ved medicinen var bl.a at hun sagde en masse lyde, gjorde underlige bevægelser med kroppen og på et tidspunkt var vi nervøse for, om hun nogen sinde blev normal igen, en frygtelig angst som forældre at gå med.

    På et tidspunkt kunne jeg ikke hjælpe Mette mere, det var ganske forfærdeligt, jeg kunne kun se på, at hun fik det værre og værre, alt gik i stykker inden i mig. Jeg var bange, ked af det og totalt fortvivlet, men samtidig skulle jeg være den stærke for Mette og give hende håb og tro på, at det nok skulle gå. Samtidig havde jeg den øvrige familie udover Mette, bestående af Mettes far som i starten af Mettes sygeforløb ikke kunne tackle det, (men som senere blev en uvurderlig støtte for Mette). Vores søn og svigerdatter, som også havde det svært med Mettes tilstand, men på trods af det var en uvurderlig støtte for både Mette og os. Vores svigerdatter kan en masse med tal, så hun tog sig af økonomien for Mette, da hun blev fyret fra sit job, det frigav os ressourcer til bare at tage os af Mette og være der der fuldt ud for hende. Vores søn var der altid for Mette og os, når vi havde brug for et åndehul og brug for at blive ladet op, vidste vi, at han passede på Mette. Vores søn ville Mette alt det bedste, men det var hårdt for ham, at se sin søster have det så dårligt og bekymring for os, om hvor meget vi kunne holde til.

    To plejebørn der skulle tages vare på, hvilket vil sige, at deres hverdag ikke skulle ændres markant, hvilket Mettes far var god til, så jeg på trods af alt kunne støtte Mette, som jeg under ingen omstændigheder ville svigte.

     Det var en stor balance gang, at støtte og hjælpe Mette, da jeg aller helst ville have hende tæt på hele tiden, men samtidig skulle hun også kunne være hos sig selv, da vi ikke kunne holde til at have Mette fysisk tæt på hele tiden, vi skulle selv lades op for at kunne hjælpe og støtte Mette. Men vi var altid i tæt telefonisk kontakt de dage hun ikke var hos os. Heldigvis var Mette selv god til at ringe når hun ikke magtede mere og havde brug for os. Det var også vigtig for Mette, at hun var hos sig selv, så hun kunne bevare kontakten til sine veninder, som har været der hele tiden for hende, det viser også noget af Mettes kvaliteter og hendes valg af veninder, der blev hos Mette på trods af og stadig er der. (Dem er vi evigt taknemlig for og syntes de er nogle fantastiske mennesker.)

     

    Jeg kontaktede den psykiatriske skadestue, det var en lettelse at snakke med en sygeplejeske, der var lyttende og forstod hvad jeg snakkede om. Men også svært, vi havde aldrig haft kontakt til psykiatrien før, vidste intet om, hvad der skulle/ville ske med Mette ”sådan et sted”,  men hvor er det godt det findes.

    Via Mettes læge kom vi til en samtale på den psykiatriske skadestue. På skadestuen snakkede Mette og jeg med en sygeplejeske og psykiater, men at hører Mette fortælle, hvor forpint og svært hun havde det, var skræmmende, jeg kunne kun lytte og være tilstede og føle mig helt fortvivlet. Mette blev indlagt på skadestuen i tre dage, det var en lettelse, nu var der andre der tog over, men hvor var det svært at forlade hende.

    Vi gør som forældre det vi tror er det rigtige og det skal vi også. Men hvor har jeg været plaget af en stor skyldfølelse, hvad har jeg/vi dog gjort, siden Mette skulle have det så dårligt som voksen -hvad har jeg ikke levet op til som mor – hvad har jeg ikke set – har jeg været for optaget af mit eget liv og glemt, at se hvordan hun havde det som barn og ung og ja, jeg kunne blive ved og ved. Heldigvis er jeg kommet over skyldfølelsen i takt med Mette fik det bedre og bedre og er i dag ufattelig glad for, jeg/vi har været der for Mette.

    Mette var indlagt to gange på den psykiatriske skadestue, hvor hun var indlagt i 2-3 dage. Mettes far deltog også ved samtaler, hvor jeg ikke var tilstede. Vi var så frustrerede og angst og kørt helt trætte, at vi kun så det som en udvej, at Mette blev indlagt på psykiatriske afdeling, jeg var nået derud, hvor jeg næsten ikke turde tage telefonen når Mette ringede, men gjorde det, da jeg ikke kunne andet og ikke ville andet. Heldigvis frarådede den super dejlige sygeplejerske på det kraftigste, at Mette blev indlagt på en anden afdeling i en længere periode. Sygeplejersken var ikke i tvivl om, at Mette nok skulle komme sig, vi kunne bare ikke se, hvordan det dog skulle lykkedes.

    Mette kom i et behandlings forløb ved psykiatrien med gruppeterapi (mindfulness) og ene samtaler med en psykolog samtidig med hun blev kaldt til samtaler på kommunen om, hvornår hun kunne raskmeldes og varetage et job igen. Mettes far var en uvurderlig støtte til de møder, jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis han ikke havde været der. Mette var totalt ødelagt og brød sammen de første mange møder hun var til. Hun havde en far der stod som en kæmpe støtte ved møderne på kommunen. Mette fik heldigvis et fantastisk forløb, hvor vi langsomt begyndte at tro på, at Mette ville blive rask igen. 

    Under Mettes psykolog forløb, blev vi igen usikker på om Mette var på rette vej, da vi lige pludselig så en tilbagegang i Mettes tilstand og blev usikker på, hvordan vi bedst kunne hjælpe både hende og os selv. Vi fik lov til, at komme til en samtale, sammen med Mette hos Mettes psykolog. Psykologen tegnede for os hvordan Mettes udvikling/heling af psyken var i bevægelse. For første gang begyndte vi at tro på, at Mette nok skulle blive rask igen og det blev hun og er i dag sig selv og dog ikke, hun er blevet meget mere bevidst om, hvem hun er og hvad hun vil lade sig byde.

    Det har været en utrolig skræmmende, men også en forunderlig og smuk rejse Mette har været på, som vi både har været statister og tilskuer til.

    Vi er så stolte og fulde af beundring for Mettes kamp tilbage til livet igen. Kampen har hun selv kæmpet, vi har bare været der, når hun havde behov for støtte og hjælp.
    Mit råd til forældre med voksne børn, der går ned med stress og depression er: Vær der for dem, vær til rådighed, svigt dem aldrig, men hjælp dem til også at kunne være selv, støt dem til, at bevare deres netværk, med jer som livline, de skal vide, I ikke giver op. Men pas på jer selv vær som en sæl, søg åndehuller.

    Jeg er tilskuer til min datters
    dans som jeg gjorde mulig, fordi hun kom gennem mig.

    Jeg er ikke en del af hendes dans.

    Men når hun tager en pause og behøver en at tale med,

    så er jeg der.

    Men den helt særlige dans med barnet og fremtiden er hendes.



    Med mange kærlige hilsner 

    til dig Mette

    Fra din far og mor

    Chin ups

    1 mar

    Jeg har i lang tid haft en drøm om, at kunne tage Chin ups. Det kræver dog masser af styrke, vilje og så har ens kropsvægt også en betydning. Specielt det med kropsvægten har gjort, at jeg ikke har haft troen på, at det vil lykkes. 

    MEN for er par uger siden tænkte jeg nu prøver jeg squ at lave en Chin up og jeg kunne tage et par stykker!! De er ikke perfekte og jeg mangler meget endnu, før jeg kan udfører dem rigtigt, men de er på vej! 

      
    Ved en rigtig Chin up skal ens arme være helt strækte, når man kører nedad. Jeg mangler derfor en del. Men det er så fedt at se, hvor stor en styrke jeg har fået. Jeg har nemlig ikke tabt mig, hvilket jeg egentlig troede var nødvendigt. Faktisk troede jeg det var fuldstændigt umuligt at lave Chin ups, når man vejer for meget, men det kan jeg da modbevise 😊

    Halvmaraton 2016! 

    23 feb

     

    Ruten til Aalborg halvmaraton


    Søndag den 19. juni går det løs! Jeg skal deltage i mit første halvmaraton! En del af mig glæder mig helt vildt til at gennemfører løbet. En anden del – den mørke del – tror ikke på at det kan lykkes. Den sidder og venter på at sige hvad sagde jeg! Jeg kæmper imod denne mørke del, den skal ikke have lov til at styrer min træning, men det er i perioder temmelig svært. Når jeg tænker over det, ved jeg jo godt, at den mørke del i mig er bare nervøs, fordi der skal ske nye ting og ikke mindst at min træning skal ændres. 

    Træning: 

    Jeg elsker at træne – træning er en vigtig del af mit liv. Den får mig til at slappe af både mentalt og fysisk. Jeg får ofte opture efter et træningspas, fordi jeg ser fremgang. Jeg elsker specielt min styrketræning og lige for tiden går det virkelig godt. Jeg bliver stærkere og stærkere og har bare lyst til at fokuserer 100 % på min styrketræning. Men jeg vil på den anden side også gerne træne op til halvmaraton, jeg vil gerne træne så meget, at jeg kan gennemfører løbet med en god fornemmelse. Dette stiller mig i et dilemma, da jeg skal flytte mit fokus mere og mere på mit løb frem for styrketræningen. Og dette får mig til at føle en smule angst. 
    Kontrol 

    I bund og grund ved jeg godt, at jeg er hunderad for at miste kontrollen, hvis jeg skærer ned på min styrketræning. Det er jo ret dumt, at tænke sådan – I know. Men min styrketræning har hjulpet mig igennem mine mørke perioder med stress og angst og er derfor blevet en vigtig del af mit liv. Jeg tager dog udfordringen op og begiver mig ind i en periode, hvor jeg prøver at vende mig til tanken om 1 styrketræning om ugen! Puha jeg får ondt i maven bare af at tænke på det, men jeg håber og tror på at det nok skal lykkes! 

    Greenie

    23 feb

     

    Disse såkaldte greenies har efterhånden været populære blandt sundhedsfolk i et stykke tid nu. Jeg har dog været temmelig skeptisk overfor denne nye grønsagssag, da det er lidt mærkeligt at blende en masse grønsager, toppe det med bl.a havregryn og spise det til morgenmad! 

    Men her den anden dag havde min ynglings blogside Stronggirls posted en opskrift med en greenie. Jeg fik derfor modet til at prøve den af 😊 Og hold nu op, hvor er jeg positiv overrasket! Det smagte virkelig godt – absolut et nyt hit til morgenmad 😊 Hvis man ikke er grønsagsfan er denne lille grønne sag, nok lige i overkanten, da spinatsmagen er meget fremtrædende 😊

    Ingredienser:

    • Ca 135 g frossen spinat (mængden kan gøres mindre, da det virker lidt voldsomt) 
    • 1 banan
    • 1/2 avokado 
    • Lidt vand
    • A-38 – mængden er afhængig af hvordan konsistenen skal være
    • Vaniljesukker eller vaniljepulver (det optimale er vaniljepulver, men det havde jeg ikke) 
    • Havregryn og evt akaciahonning til topping 

    Det hele blendes godt sammen med en god blender. Som topping ristede jeg havregryn med lidt akaciahonning på en pande 😊 Men tænker også at müsli kan være et godt alternativ. 

    Skinkeschnitzel med hvidkålssalat

    8 feb

     

    Jeg ville lave en sundere udgave af skinkeschnitzler. Det blev videre udviklet til en blanding af skinkeschnitzler og gorden bleu 😊 

    Ingredienser: 

    • Skinkeschnitzler 
    • Ost i skiver (jeg brugte emmentaler, men andet ost kan også bruges) 
    • Sesamfrø
    • Salt/peber
    • Træ tandstikkere eller lignede til at lukke købet sammen

    Bank schnitzelerne flade. Kom ost på halvdelen af kødet og luk det sammen med træ tandstikkere. Krydre kødet med salt og peber (der skal meget salt og peber på) og vend det i sesamfrø. Steg schnitzelerne på en varm pande med olie. 

    Som tilbehør lavede jeg en lækker og meget simpel hvidkålssalat. Jeg har lavet salaten og dressingen på slum, så målene er cirka mål. 

    Ingredienser: 

    • Hvidkål snittet i tynde strimler
    • Blåbær ca 
    • Mandler 
    • Lidt smør
    • Soja
    • 3 spsk olivenolie
    • 1-2 spsk æbleeddikecider
    • 1 tsk akaciahonning
    • 1 tsk dijonsennep
    • Salt/peber

    Mandlerne ristes på en pande med smør, sojaen kommes på og lad det bruse af. Tag mandlerne derefter af panden. Olivenolie, æbleeddikecider, akaciahonning, dijonsennep og salt/peber rystes godt sammen til en dressing, som kommes ud over hvidkålen. Blåbær og mandlerne kommes på tilsidst. 

    Sukkerfri dag 2/ salat med grønkål og rødbede

    19 jan

      
    Det går egentlig meget godt med min sukkerfrie uge. Jeg har endda slik og småkager til at ligge i min skuffe, men jeg har ikke rørt noget endnu 😄 Jeg vil da godt indrømme, at jeg har tænkt meget på chokolade. Men tror egentlig måske det er mere en vane end en egentlig trang, fordi jeg kun får sukkertrangen, når jeg keder mig og når jeg lige har spist. 

    Til gengæld har jeg fået mere fokus på min kost – det er jeg tvunget til, for ellers ville jeg spise alt det nemme og usunde mad (læs: alt mad fyldt med sukker). 

    Til frokost idag lavede jeg en fantastisk salat. Ideen har jeg fået af min mor og jeg var da en smule skeptisk, da hun fortalte mig om den, men nøj hvor smagte det godt! Jeg fik en kyllingefilet og en halv avocado til salaten, men det kan man jo skifte ud alt efter hvad man har og lyster 😊 

    Ingredienser (1 Pers): 

    • Et lille bundt fint hakket grønkål
    • 1 lille eller 1/2 stor rødbede 
    • 1/2 mandarin
    • Lidt valnødder

    Rødbeden skrælles og rives groft. Mandarin bådene skæres i halve. Det hele blandes sammen. Jeg lavede en dressing af olivenolie, hvid balsamico, akaciahonning og dijonsennep. Til sidst kom jeg salt og peber over hele retten og pyntede med frisk basilikum. En helt igennem perfekt og lækker salat 😄

    Noget med bloggen og sukkerfri uge! 

    18 jan

     

    Ja det er pænt lang tid siden, jeg sidst har skrevet et indlæg. Jeg har haft lidt problemer med at finde ud af om, jeg stadig har brug for bloggen. Jeg er jo kommet helt ovenpå igen og har en helt normal og velfungerende hverdag. 

    Jeg har meldt mig til et halvmaraton til sommer (hvilke er ret stort i min lille jeg-kan-højst-løbe-8km-verden). Jeg vil derfor bruge bloggen på min træning og kosten til løbet. Jeg er absolut ingen ekspert. Faktisk aner jeg overhovedet ikke hvad man skal spise og hvordan man træner bedst op til et halvmaraton, men det håber jeg da på, at jeg finder ud af hen af vejen 😊
    Anyway..  Jeg har siden jul spist slik og kage stort set hver dag. Jeg har ikke altid haft lyst til det, men har alligevel proppet det i munden. Det skal stoppe nu! Jeg har derfor lokket min veninde Sanne til at vi tager en sukkerfri uge. Ihvertfald ind til fredag. De weekender er altså stadig hellige for mig 😊  Jeg har derfor startet min mandag morgen med en god solid morgenmad bestående af æg, avocado, peberfrugt og gulerod 😄 

    Motivationsbuster 

    28 nov

      
    Jeg har idag været hjemme ved mine forældre, hvor vi kiggede billeder igennem – hvilket var ret sjovt, fordi min familie (inkl mig) har en tendens til at ligne en tosse på billederne 😂 

    Da jeg så billederne igennem faldt jeg over billedet til venstre. Det er taget i sommerferien 2013. På dette tidspunkt havde jeg det rigtigt skidt, jeg var på vej ned i en depression og kunne ikke overskue ret mange ting. På billedet har jeg forsøgt at tage et smil på læberne, men jeg kan tydeligt se, at der ingen glæde er i mine øjne. Derudover er jeg temmelig chokeret over, hvor stor jeg var! Ja ja jeg har da tabt mig 13 kg, men jeg kan da ikke huske, at jeg var SÅ stor! 

    På billedet til højre er fra oktober i år. Der er ca. 2 år imellem disse to billeder og en masse er sket siden! Jeg er kommet psykisk ovenpå igen, jeg har tabt mig ca. 13 kilo, fået opbygget muskelmasse, nyder min træning og jeg lever livet! 

    Nina Q

    HVERDAGSSUND

    1, 2, 3, 3!

    Jonas Trobeck, 25: Fuldtids sinke og den næste store blogger-ting!

    Blogon

    Jeg skriver om tanker, følelser og oplevelser. Om afhængighed, at være pårørende, sammenhænge og personlig udvikling. Jeg skriver om det, der optager mig personligt og fagligt.

    16:8 faste på dansk

    Informationer på dansk om 16:8 faste/spisemønstret

    Ravfood

    Sukkerfri, glutenfri, LCHF, low carb mad samt vægttab hos familien Rav i ♥ af Odense

    minslankekur

    Just another WordPress.com site

    Smilblog

    Mine hverdagsøjeblikke

    LCHF - fedt!

    Low Carb High Fat - living the good life

    Patrik & Birgitte

    på opdagelse i Langbortistan

    Mit liv med stress

    En blog om at vende tilbage til livet